Poema para mi hija Helene Welden
donde estabas no te podía
tocar
Y con tu bicicleta amiga
cruzabas calles desconocidas para
mí
por las que jamás podía caminar.
Te perdí una vez
por mi culpa por mi culpa
por mi gravísima culpa
y me buscabas a gritos
y yo no podía escuchar.
Tu adolescencia llegó tempranísima sin
mí
y yo no lo podía creer
porque estaba embrujado
por la muerte disfrazada de líquido.
Días mejores amanecieron
y pude ver tu rostro
tranquilo
y tus ojos mansos, y tus manos
olorosas
a pan y hierbas
y desperté para ti, por ti.
Me rescaté para tí
tú mi más hermoso regalo
y pude abrazarte y besarte
como quien sujeta firme a un joven árbol en
flor.
Aún eres transparente
como una dulce brisa
y sigues cruzando calles
desconocidas
pero a donde vas
yo también puedo ir.
Til Helene.
JEG KAN NÅ DIG
Gennemsigtig som en sød brise
der hvor du var, kunne jeg ikke nå dig
og med din kære cyckel
krydsede du ukendte gader
hvor jeg vil aldrig kunne færdes.
Jeg tabte dig engang
det var min skyld
det var min skyld
det var min store skyld,
du søgte mig skrigende
og jeg kunne ikke høre.
Dine teenager-år kom for tidlig og uden
mig
og jeg troede ikke på det,
jeg var forhekset
af en almaegtig heks i væskeform.
Bedre daggry dukkede op
og jeg kunne se dit tålmodige ansigt
dine øjne uden tårer
og dine hænder der duftede
af brød og søde urter
og jeg vågnede endelig op til dig.
Jeg frelste mig selv for dig
min kæreste gave
og jeg kunne kysse og holde om dig
som et ungt trae i flor.
Du er stadig gennemsigtig som en sød
vind
og du krydsre ukendte gader
med din kære cyckel
men der hvor du er nu
.
